Stenovne er gamle og fascinerende stykker teknologi, der engang blev brugt til at skabe keramik og andre produkter. De tidligst kendte stenovne stammer fra det 4. århundrede f.Kr. i Kina, og på Romerrigets tid fandtes stenovne i hele Europa. 

En typisk stenovn består af et brændkammer, som typisk er lavet af mursten eller sten med en lufttæt åbning i toppen til brændsel. Over dette kammer er der en skorsten, som er konstrueret til at lade røg og varme slippe ud af ovnen. Oven på brændkammeret er der en bueformet struktur, en såkaldt kuppel, som giver ekstra plads til opbevaring af brændsel som træ og kul. Endelig var der en ovnlignende struktur oven på kuplen, hvor genstandene blev anbragt under brændingen. 

Stenovne blev opvarmet i flere dage i en proces, der kaldes “brænding”, indtil de nåede op på en temperatur på 1 500 grader Celsius eller derover (afhængigt af hvilket keramisk produkt der blev brændt). Denne intense varme gjorde det muligt for håndværkerne at skabe keramik af høj kvalitet, som var langt bedre end traditionelle lerkar og kogegrej. Traditionelle stenovne brugte træ eller kul som hovedbrændsel, men nogle senere modeller havde oliebrændere fremstillet af koks eller petroleumolie. 

Brugen af stenovne faldt drastisk med indførelsen af elektriske klins og moderne fremstillingsprocesser under den industrielle revolution i Europa og Nordamerika. Disse apparater er dog stadig meget udbredt i dele af Asien og Afrika i dag på grund af deres lave pris og enkelhed – perfekt til små produktionsaktiviteter som dem, der findes i landbosamfund rundt om i verden. Efterhånden som teknologien fortsætter med at udvikle sig, vil mere effektive måder at fremstille keramik på helt sikkert følge efter – men det er usandsynligt, at vi nogensinde vil glemme, hvor nyttige stenovne har været gennem menneskehedens historie!